Indbydelse til Planlovsdage 2024

Image

Indbydelse til Planlovsdage 2024

Forum for Danske Bygningsmyndigheder - DABYFO, Danske Planchefer og KTC indbyder hermed i samarbejde med Plan- og Landdistriktsstyrelsen ledere og medarbejdere fra de kommunale bygnings- og planmyndigheder til Planlovsdag 2024.

Planlovsdagen indeholder traditionelt en række oplæg om både aktuelle temaer og kommende initiativer inden for planområdet. Det gør den også i år, men vi har som noget nyt besluttet, at vi på Planlovsdagene fremover vil fokusere på sammenhængen i vores myndighedsarbejde fra de overordnede strategier til den konkrete håndhævelse. Omdrejningspunktet vil være, hvordan vi som kommuner får lavet de bedst mulige planer, som både kan opfylde de politiske ønsker til den strategiske udvikling og kan håndhæves, når planen rammer virkeligheden i den konkrete byggesagsbehandling.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen starter dagen med at orientere om seneste nyt, herunder de nyeste planlovsændringer og planlægning af VE på land. Med udgangspunkt i tendenser i kommunernes praksis følger Planklagenævnet op med et oplæg om de formelle krav i forbindelse med håndhævelsen af lokalplaner.

Sammen med Sune Porse Carlsen fra Carlsens Planer ser vi herefter nærmere på konsekvensen af uklare bestemmelser og begreber i lokalplanerne, som kan udfordre håndhævelsen i bygningsmyndighederne – og forhåbentligt får vi gode råd til, hvordan vi kan undgå det.

Efter frokost rettes fokus på håndhævelse af regler om arkitektur gennem planlægning og byggesagsbehandling. Vi skal høre om rejsen fra vedtagelsen af en ny arkitekturpolitik i Gladsaxe Kommune til implementeringen i byggesagsbehandlingen. Aalborg kommune byder ind med deres erfaringer med brugen af byggelovens § 6 D til håndhævelse af æstetiske hensyn. 

Dagen sluttes af med en paneldebat, som med afsæt i dagens oplæg tager udgangspunkt i spørgsmål fra salen.

København den 12. marts samt Aarhus den 19. marts 2024, kan man deltage fysisk i hele dagens program.
Den 19. marts streamer vi ligeledes i Aarhus, så der kan man deltage i dagens program som et webinar hjemmefra i kommunerne. Webinaret som video vil tillige være tilgængeligt med webinarets login, i perioden 21. marts - 21. maj 2024. Under afviklingen af planlovsdagen for den virtuelle del, har vi desværre ikke tekniske muligheder for at indsamle alle spørgsmål fra de der deltager online, hvorimod muligheden er bedre for dem, der er fysisk fremmødt.

Med udgangspunkt i ovennævnte emner og dagens program, vil vi byde dig velkommen til en spændende PLANLOVSDAG, hvor du kan høre om det nyeste inden for fagområdet.

Med venlig hilsen

Mette Hesthaven
Konstitueret formand DABYFO

Lotte Højgaard
Forperson Danske Planchefer

Sara Paarup
Underdirektør, Plan- og Landdistriktsstyrelsen

Søg på sitet